Om festivalen

Om Festivalen

Orgelfestivalen i Sønderborg og omegn er opstået som et samarbejde mellem områdets organister med sit allerførste udspring i Augustenborg Slotskirke i år 2004. De seneste år er festivalen vokset betydeligt og med sine 12 koncerter i september måned er den i 2018 større end nogensinde.


Festivalen har gennem tiden haft en fleksibel form både med hensyn til størrelse og indhold, og styrken ved dens fleksibilitet er netop, at hver kirke kan deltage og vise deres dejlige instrument og kirkerum frem på egne præmisser. I flere år har festivalen inviteret koncertorganister fra udlandet til at spille en række programmer på de meget forskelligartede instrumenter, men festivalen giver også de lokale organister mulighed for at folde sig ud med større orgelværker, både på deres egne instrumenter og på kollegernes. Festivalen har desuden tradition for at invitere unge orgelspillere hjem, som har haft deres kirkemusikalske karrieres begyndelse i Sønderborg, for at vise hvor langt de er nået i deres studier.


I en årrække har Orgelfestivalen i Sønderborg og omegn fungeret parallelt og i samarbejde med Orgelfestival-Sønderjylland-Schleswig, men siden 2017 har Sønderborgs festival måttet fortsætte på egen hånd. Regionens store festival voksede desværre ud over sine egne rammer og måtte lukke ved udgangen af 2016.


Sønderborg har et usædvanligt stimulerende kulturliv i det hele taget, og ikke mindst kan vi glæde os over, at kirkemusikken sprudler på alle niveauer og i alle aldersgrupper med et levende samarbejde mellem kirkerne, Sønderborg Slot og musikskolen. Vi glæder os hvert år til at fremvise vores klingende kulturarv og byde såvel nye som kendte gæster til koncerter i områdets smukke kirker i hele september måned.